Selvbetjening
Skilt 03

Referat af generalforsamlingen 2020 er nu tilgængeligt

Trods et uvant format, blev den digitale generalforsamling gennemført med succes. Der var stort set ligeså mange andelshavere repræsenteret som sædvanligt - og vi kan se af trafikken på portalen, at rigtig mange har været “forbi” generalforsamlingen i den periode, hvor portalen var åben.

Holte Fjernvarmes generalforsamling blev i 2020 afholdt digitalt, som følge af COVID-19 epidemien. Det var et uvant format, både for administrationen, bestyrelsen og andelshaverne - men det forhindrede ikke vores andelshavere i at tilmelde sig generalforsamlingen, gennemgå materialet, og afgive stemmer på selve dagen for generalforsamlingen.

Alle andelshavere har modtaget en invitation til den digitale generalforsamling med posten i maj 2020. I brevet stod både adressen til online-portalen, samt en personlig login-kode. Fra bestyrelsens side havde det været drøftet, om det digitale format ville afholde nogen fra at deltage - og også om den fleksibilitet, som formatet også giver, måske til gengæld ville give “nye” grupper af andelshavere mulighed for at deltage i generalforsamlingen. Antallet af andelshavere, der gik ind og oprettede sig på portalen, viste sig dog at være helt på niveau med dem, der plejer at deltage i den fysiske generalforsamling. Så alt i alt kan det konkluderes, at det digitale format ikke har rykket det aktive ejerskab i andelsselskabet i hverken positiv eller negativ retning - og det er bestyrelsen alt i alt tilfreds med.

Holte Fjernvarme takker alle andelshavere, som tog sig tid til at deltage i generalforsamlingen - uden jer, var der ikke noget fjernvarmeselskab!

Se referatet fra generalforsamlingen her.