Dansk Fjernvarmes Landsmøde 2018 - vi var med
Tør du dreje på lykkehjulet, når du investerer i fjernvarme?
Holte Fjernvarme var med på Dansk Fjernvarmes årlige landsmøde, som i år blev afholdt i Aalborg d. 25.-26. oktober. Traditionen tro deltog over 2.000 medarbejdere, bestyrelsesmedlemmer og leverandører fra fjernvarmebranchen, der var en stor og flot messe med fjernvarmeprodukter, og ministeren for Energi, Klima og Forsyning kom og berettede om seneste nyt fra Christiansborg. Også Dansk Fjernvarmes nye formand, Jesper Frost, var på scenen - først med sin egen landsmødetale, og dernæst som gæst hos Anders Beinholdt i en underholdende live-udgave af Natholdet, med den knapt så mundrette titel “Fjernvarmeholdet”.
Landsmødets tema var i år “Invester i fremtiden” - men hvad skal man investere i? Biomasse er kommet i politisk modvind, men er fortsat afgiftsfritaget, og er derfor en økonomisk attraktiv mulighed. Der er tale om at lægge afgifter på - men sker det? Varmepumper er politikernes yndlingsanlæg i disse år, men gammeldags lovgivning sætter mange steder en stopper for at man overhovedet må opføre store varmepumper. Der er tale om at ophæve denne lovgivning - men sker det? Udnyttelse af overskudsvarme er en idé de fleste kan støtte op om, men afgifter gør, at det ikke kan betale sig. Der er tale om at lempe disse afgifter - men sker det? El-varme har i mange år været noget, der skulle udfases hurtigst muligt, men med en større andel af vindmøllestrøm er det måske igen en attraktiv opvarmningsform - eller er det?
For at gøre det tydeligt, hvad det er for udfordringer landets fjernvarmeværker står overfor når der skal vælges strategi og investeres i fjernvarmen, havde Dansk Fjernvarme opstillet et stort lykkehjul på deres stand på messen. Her kunne man “satse” på en investering, og prøve lykken. Heldigvis var indsatsen ikke så høj som i det virkelige liv - både vindere og tabere (heriblandt Holte Fjernvarmes udsendte) fik en guldbarre af chokolade.
Se billeder fra årets landsmøde herunder:
Energi-, Forsynings- og Klimaminister Lars Christian Lilleholt havde en fuld sal som tilhørere til sin landsmødetale.
Det blev flere gange bemærket fra scenen, at der er mange mænd i dansk fjernvarme, men, som det kan ses, er der faktisk også kvinder på banen - f.eks. skimtes Holte Fjernvarmes direktør Bjørk Paamand Olsen nederst til venstre i billedet ovenfor.
Der blev lyttet opmærksomt til Dansk Fjernvarmes nye formand, Jesper Frost Rasmussen, der også er borgmester (V) i Esbjerg.
Også Socialdemokratiets formand Mette Frederiksens indlæg trak fulde huse.
Blandt indslagene var en fjernvarme-version af “Løvens Hule”, hvor ambitiøse fjernvarmeprojekter blev præsenteret for et panel af investeringseksperter bestående af (fra venstre side) Christian Ibsen, direktør i Concito, Kim Lehmann, CEO i Kamstrup, Jens Lundager, direktør i Kommunekredit og Peter Damgaard Jensen, direktør i PKA.
Snobberne fra Rytteriet fandt også vej forbi Landsmødet, hvor de udloddede flotte præmier i en quiz. Bl.a. kunne man vinde en rundvisning i Esbjerg ved borgmester Jesper Frost Rasmussen, samt en safari på en hemmelig destination med Britta Nielsen. Hvor og hvornår de heldige vindere kunne indløse deres gavekort, fremgik dog ikke.
Dansk Fjernvarmes investerings-lykkehjul.